Projekt 3 studiegruppe

Studiegruppe til eksamen

Studiegruppen: Sarah Lykke, Rikke og mig.

Sparring med Caroline og Asbjørn.

Kodning og kage

Caroline mødte op med morgenbrød, kage og drikkelse, og var fuldt forberedt på, at det skulle være en god oplevelse for os begge to. Jeg fik startet op på min præsentationsportfolio, og det var rigtig rart at have en at sparre med, da jeg følte det var lidt uoverskueligt at komme igang med kodningen.
Det gjorde starten på den del af projektet, jeg har frygtet mest, til en hyggelig oplevelse. Vi snakkede mest om AI og kodning, da det var det vi havde aftalt at arbejde på. Jeg følte et samarbejde og en forståelse af, at kodning kan være udfordrende, men at man kan komme langt, hvis man tager det roligt.

Samtale med studiegruppen på Discord.

Da vi alle var pressede over projektet, så besluttede vi os for at tage de fleste samtaler på Discord, i stedet for at mødes på skolen. Det fungerede rigtig fint for os. Vi talte om vores proces hver især, og hvordan vi havde grebet det hele an. Vi havde en enighed om, at projektet fyldte rigtig meget, og til tider føles meget uoverskueligt, hvilket var rart at få bekræftet, så man ikke sad alene med den følelse. Jeg synes dog, at det kan være en udfording, at sidde med hver sit projekt og skulle hjælpe hinanden, da vi var forskellige steder i processen, og alle var rigtig trætte.

Content dag

Jeg mødtes med Asbjørn og Caroline på hendes arbejdsplads, og derefter gik vi ud i byen.
Vi havde på forhånd aftalt, at vi skulle lave noget content til vores præsentationsportfolio.
Vi fik skudt nogle videoer til Caroline, og portrætbilleder til os alle, som vi kan bruge på vores portfolio. Det var dejligt, at komme lidt væk fra computeren og arbejde med det kreative i stedet for.
Det at tage billeder, er en af de ting, jeg elsker mest ved uddannelsen, og det var rart endelig at kunne udfolde mig lidt mere. Jeg fik taget nogle rigtig gode billeder af dem begge, blandet andet billedet til højre af smukke Caroline, som er redigeret ganske lidt i Lightroom.

Individuel reflektion

Jeg kan til dels godt forstå pointen med grupperne, men jeg synes ikke det burde være et krav til eksamen, da vi i forvejen var enormt pressede over den mængde af underpunkter i projektet. Jeg synes derfor, at det blev en ekstra stressfaktor mere end en hjælp. Jeg synes derudover, at det har været uklart, hvordan grupperne skulle dannes, hvad vi skulle bruge dem til og hvorfor. Det er et individuelt projekt, og det er svært at sparre med folk, som laver noget helt andet, eller som er langt foran eller bagud. Jeg ville have ønsket, at det var frivilligt, og at det ikke skulle være en del af eksamen, fordi det har haft den modsatte effekt på mig, i forhold til, hvis jeg bare havde haft mulighed for at gøre, hvad der føles naturligt.
Jeg er klar over, at på arbejdsmarkedet skal man arbejde sammen, men vi er kun på 1. semester, og jeg synes der er urimeligt mange krav til os i forvejen. Vi skal lige lære alting, så det er okay, hvis nogle ting er mere loose, så vi alle kan følge med mentalt.