Prototyping workshop

Prototyping workshop – Dating app

Opgavebeskrivelse

I vores første workshop på 1. semester skulle vi arbejde med prototyper.
Vi kom i grupper 3-4 personer som var forudbestemt af underviserne.
Alle i klassen fik til opgave at lave en dating-app og kunne vælge mellem Børn, Hunde, Ældre eller Unge. Vores gruppe valgte hunde, da vi tænkte det åbnede op for den mest kreative proces. Vi fandt ret hurtigt på navnet “Doggle”, da det lægger sig lidt opad et eksisterende dating-app navn, og det synes vi var lidt sjovt.

Gruppen bestod af Cecilie (hold 2), Adna (hold 2), Anica (hold 1 og mig selv.

Fremgangsmetode

Vi gik straks igang med at lave vores første prototype på papir. Jeg startede med at lave et udkast til, hvordan en “Min Profil” side kunne se ud. Derefter tegnede vi forløbet af hvordan man bliver matchet i appen, og fik det afprøvet på vores testpersoner, som gav brugbar feedback.
Anden del af workshoppen foregik i Figma, her startede vi med en wireframe uden farve og skrifttyper, og herefter blev vi enige om farver, design og knapper. Vi synes det var passende at holde det i brunlige nuancer, for at matche hundene, og at det godt måtte være lidt en sjov app.
Vi fik igen testet appen og implementeret feedbacken.
Appen kan bruges til ejere der søger parring med deres hund, men også hvis man f.eks. søger nogen at gå tur i skoven med. Så det er en app for både hundene og deres ejere, man skriver blot hvad man søger i oprettelsen af ens profil.

Brugertest

Vi besluttede at lave en Thinkaloud test på flere forskellige testpersoner, både på vores Lo-Fi -og Hi-Fi prototype. Formålet med brugertesten er at få indblik i brugernes oplevelse af prototypen og hvilke udfordringer de støder på undervejs, som kan udbedres med ændringer og forbedringer.
Brugerne blev bedt om at tænke højt mens de interagerede med prototypen, og det blev klart for os, hvilke ting vi ikke selv havde opdaget. Metoden gjorde det let for os at identificere problemerne, og gav os et rigtig godt indblik i, hvad vi kunne forbedre med ganske få steps. Det var en rigtig god læringsproces.

Individuel reflektion

Jeg synes ideen med at lave en dating-app var rigtig god, fordi det er ret “lige til”, og noget de fleste mennesker kan forholde sig til, uanset om de selv har været på en eller ej. Det åbner også op for mange funktioner, billeder og knapper, som man kan øve sig på i Figma.
Jeg synes det var udfordrende, at arbejde 3-4 på samme tid, både på papirprototypen, men også i Figma. Jeg oplevede lidt udfordringer i samarbejdet, da vi havde hver vores ideer og arbejdsmåder. Der kunne jeg godt have tænkt mig, at vi havde uddelegeret opgaverne lidt tydeligere, da jeg tror man kunne spare tid og frustrationer på den måde, og det vil jeg tage med mig videre til næste workshop.
Men jeg er tilfreds med det produkt vi fik lavet, og når man tænker på at det var vores første workshop og prototype, så synes jeg, at vi kom rigtig godt i mål med vores dating-app.